Naturen sætter farten ned – verden gør ikke

Efteråret er her, og det er tid til sweatre, sutsko og varm kakao. Jeg elsker efteråret med alle dets farver, der kaster lys over verden, selvom det er gråt og overskyet. Træerne smider deres blade, og naturen sætter automatisk farten ned som forberedelse til vinteren. Det minder mig om, at det er helt naturligt at give slip. Alligevel er det ofte her, jeg mærker presset fra omgivelserne mest.

Som kontrast til naturen synes resten af verden næsten at begynde at accelerere. Invitationerne til sociale arrangementer vælter næsten ind samtidig med efterspørgslen på ønskelister, alt sammen samtidig med hverdagen jo stadig går sin gang.

Alt sammen noget der virker overvældende og – næsten – besværligt for mig. Med et handicap og en hjerneskade, der kræver, at jeg bruger min energi med omtanke, kan det være en svær balance. Jeg har for eksempel ikke evnen til at tage stilling til Julen i september og oktober. Det er simpelthen umuligt for mig. Det hænger måske sammen med, der kører en form for turnus mellem de to sider af familien, så jeg har ikke behovet for at tale Jul så tidligt. Alligevel ligger det i luften, at det kan man sagtens snakke om 3-4 måneder i forvejen.

Hvis vi alle sammen turde sætte tempoet ned henover efteråret og vinteren, ville vi måske sætte større pris på nuet. Det er i nuet, livet leves, og minder skabes. Tør vi blive i nuet og være opmærksom på mennesker i vores nærhed, kan vi skabe forbindelser, der er guld værd.

Det er hér, jeg tænker, vi måske kan lære noget af naturen. Den sætter tempoet ned og ER bare. Den har ikke nogen forventninger til, hvor meget den skal nå til et bestemt tidspunkt. Den ved godt, at den når dét, den skal - til tiden.