Mobning kan starte tidligt – men sætte spor for resten af livet

For mange indeholder skolestart efter sommerferien spænding og glæde. Man glæder sig til at skulle købe nyt bogbind til sine bøger og gense sine kammerater, men andre oplever måske skolestarten med blandede følelser.

Sådan husker jeg den i hvert fald. Jeg elskede at få nye fag på skemaet, skolebøger, der skulle bindes ind og følelsen af nye kladdehæfter og notesblokke. Jeg kunne faktisk godt lide at gå i skole – men jeg hadede frikvartererne. Dem kunne jeg godt have undværet.
Jeg husker ikke rigtig et skoleår fra 0.-6. klasse, hvor jeg ikke oplevede mobning, og følelsen af at, at dét at være anderledes ikke var okay. Efter et nyligt overstået ventilskift pga. Hydrocephalus havde jeg så lidt hår på hovedet, at jeg lignede en dreng og kunne derfor ikke skjule den lille bule, en ventil giver i hovedbunden. Derudover var min Cerebral Parese meget mere udtalt, end den er i dag, så mine kammerater var ikke i tvivl om, at jeg var anderledes, når jeg kom gående med begge fødder vendt indad. Jeg var nok dét, man kunne kalde ”et nemt offer” – simpelthen fordi jeg var så markant anderledes end de andre.

Det usynlige spor

I dag ved jeg godt, at børn ikke nødvendigvis mobber, fordi de vil være onde. Det kan også skyldes usikkerhed overfor ting, de ikke forstår. I dag forstår jeg, at det handler om et fællesskab, som mobberne opbygger imod mobbeofret, men det ændrer desværre ikke ved, at jeg den dag i dag stadig kan mærke konsekvenserne af den årelange mobning.
I dag kan jeg stadig blive bange for at ”stikke snuden frem”. Jeg deler ikke nødvendigvis helt uopfordret, hvis jeg f.eks. har gang i et nyt bogprojekt eller er i gang med skrive foredrag. I sociale sammenhænge kan jeg få fornemmelsen af at være udenfor, selvom jeg er sammen med familie eller venner, jeg har kendt i mange år. Jeg ved, at det handler om en gammel følelse af, at jeg ikke har noget spændende at byde på, men jeg ved også, at det ikke er en sandhed længere. Det er en ting, jeg arbejder med på daglig basis.

Mit budskab alle jer, der starter i skole

Først til dig, der bliver mobbet: Du er ikke alene. Det er ikke noget at skamme sig over. Du er ikke til besvær. Så tal med nogen om det. Det kan være dine forældre, en lærer eller en voksen i den fritidsordning eller klub, du går i efter skole. Det vigtige er, du ikke går alene med det. Du har ret til at være her, præcis som du er.
Til dig, der er vidne til mobning: Det er helt OK at sige fra overfor den/dem, der mobber. Om du siger fra direkte eller får hjælp af en voksen, så er det både helt i orden og ikke mindst vigtigt at sige fra. Trøst den, der bliver mobbet. Det kan betyde mere, end du tror.
Uanset om du er mobber, mobbeoffer eller vidne, så tal om det.

Vi kan alle være en del af forandringen

Hvis vi tør tale højt om mobning, både ofre, vidner og udøvere i fællesskab, kan vi bryde mønstre, men mønstre er svære at bryde, hvis vi ikke kan se dem. Når først mønstret er tydeligt, kan vi arbejde med det, men det kræver en fælles indsats forældre, lærere og pædagoger imellem. Jeg har tit hørt forældre sige, ”hvad der foregår ovre i skolen er ikke mit ansvar.” Det kunne ikke være mere forkert. Hvis du har viden om, at der foregår mobning i dit barns klasse, så er det dit ansvar. Børnenes trivsel er et fælles ansvar.