Vi skal stadig tale om handicap i 2025

 

Et personligt perspektiv

Jeg er født med Cerebral Parese (CP) – tidligere kaldet spastisk lammelse – hvilket har givet mig en anderledes gang end de fleste. Hos mig kommer den til udtryk ved, at jeg halter lidt på venstre fod, fordi den drejer en smule mere indad end min højre fod.
Jeg ved godt, jeg har en anderledes gang, og den er tydelig. Jeg ved, jeg til tider tramper lidt hårdt, når jeg går, fordi jeg er træt. Det er ikke altid, jeg tænker over mit handicap, når jeg bevæger mig rundt i verden, men hvis børn eller voksne helt tydeligt stirrer, er det en smertelig påmindelse om, jeg er anderledes. Det er vildt ubehageligt når det sker, især når det er andre voksne. Børn er nysgerrige og ved jo ikke, at det er uhøfligt at stirre på folk, men voksne bør vide bedre.
Jeg tror ikke, det er noget, de fleste gør i en ond mening. Jeg kommer også sikkert selv til det en gang imellem, men så flytter jeg blikket, eller smiler til folk, hvis det bliver ”opdaget”.

Synlige og usynlige

Handicaps kan både være synlige og usynlige og være vidt forskellige. Nogle gange kan man have begge dele, som det er tilfældet med mig. Udover min CP har jeg også hjerneskadetræthed, og den kan man ikke umiddelbart se. Hvis man kender mig godt nok, kan man både se og høre det på mig, hvis min hjerne bliver træt, men selv hvis man kender mig, tror jeg også, man kan overse signalerne. Hos mig kan signalerne f.eks. være, at jeg går i stå midt i en sætning, glemmer ting fra det ene minut til det andet eller holder op med at høre efter. Det sidste sker mest i større forsamlinger som f.eks. familiesammenkomster og handler om udfordringen med at filtrere lyde og støj.
Der findes selvfølgelig masser af hjælpemidler derude. Jeg bruger høretelefoner, planlægningsværktøjer og ørepropper, men har senest til en sammenkomst hos min kærestes familie konstateret, at hvis jeg skal have ørepropper i, kan jeg ikke følge med i en samtale alligevel, fordi de kun hjælper på støjniveauet. Det går lidt udover det sociale.

Smil, forståelse og tålmodighed

Det kan virke grænseoverskridende at skulle spørge til en fremmedes gang, udseende eller lignende. Alligevel mener jeg, det er vigtigt, vi er nysgerrige på en respektfuld måde. Hvis man højlydt kommenterer på en andens udseende eller gang, kommer det af manglende forståelse. Det er i hvert fald min teori, og man kan ikke lære at forstå noget, hvis man ikke er nysgerrig.
Dette oplæg skal ikke være en opfordring til bare uhindret at spørge alle, du møder, hvorfor de ser ud, som de gør, medmindre situationen er til det. Min opfordring er derimod, at vi alle sammen udviser mere forståelse og tålmodighed overfor hinanden og smiler lidt til hinanden. Man når langt her i verden med et smil.