Jul & alkohol
Mit ønske med det her indlæg er at sætte lidt fokus på
nogle af konsekvenserne af alkoholkulturen i Danmark, nu hvor julen og sæsonen
for ekstra alkoholindtag er ved at indfinde sig.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi danskere er
verdensmestre i druk. Blot for at sætte nogle tal på, så lever ca. 109.000 børn
sammen med mindst en forælder med tegn på svære alkoholproblemer, hvilket
svarer til 1,5% ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen, der stammer tilbage fra 2022.
På Dansk Misbrugsbehandlings hjemmeside kan man læse, at tallet er 110.000
børn. Det svarer til ca. hver 10. barn i Danmark.
Det kan have store konsekvenser for børn at vokse op i et
hjem med alkoholmisbrug. Barnet kan f.eks. udvikle en rigtig god evne til at
tage sig af andre, men samtidig være dårligere til at drage omsorg for sig selv,
dårligt selvværd og får problemer i nære relationer.
Uanset hvilke tal man kigger på, lever alt for mange børn
med en alkoholisk forælder. Det har jeg også selv gjort, hvilket er en del af
inspirationen til romanen ”Ayas valg”. At være nødt til at lære at ”læse”
stemninger for at finde ud af, hvilket humør alkoholikeren er i, er en evne,
jeg lærte tidligt, tror jeg. Jeg pakkede ligesom ting væk og isolerede mig på
mit værelse. I dag ved jeg, der var flere årsager til min selvisolation, men
den trykkede stemning i hjemmet og det uforudsigelige var helt sikkert også en
årsag.
Som barn af en alkoholiker gik jeg i mange år uden at tale
særligt højt om det, hvis jeg overhovedet talte om det. Jeg blev rigtig god til
at sætte andre mennesker før mig selv, og i mange år rørte jeg slet ikke øl. Og
hvis jeg skal være ærlig, så jeg måske lidt skævt til folk, der drak øl på en ganske
almindelig hverdag. I dag kan jeg godt drikke en øl, hvis det er en specialøl
eller drikke et glas rødvin eller en drink, men jeg bryder mig ikke om at
drikke mig fuld eller fulde mennesker.
Jeg husker ikke, at der var tilbud om hjælp til børn som
mig, da jeg voksede op, men det er der gudskelov i dag. Så vidt jeg kender til,
kan børnene henvende sig til Børnetelefonen eller TUBA, mens der er hjælp at
hente til den voksne i kommunale tilbud.
Jeg er helt med på, at der kan være forskellige årsager
til, at alkoholikeren drikker, og alkoholikeren også har det svært. Det kan
være svært for de/den voksne pårørende at være vidne til, men børnene er helt
uden skyld og bærer konsekvenserne med sig resten af livet.
Derfor synes jeg, det er vigtigt, vi tør tage snakken om
alkoholforbrug både i hjemmene og i samfundet generelt. Det er mit håb, at vi
kan få en nuanceret debat om alkohol og dens konsekvenser i stedet for den
sort/hvide debat, der altid syntes at opstå om danskernes alkoholforbrug. Jeg
håber, at hvis vi tør tale åbent om de problemer, der kan være med et højt/for
højt alkoholforbrug kan vise børn og unge mennesker, at det er helt okay at sige
det højt, hvis man er bekymret for mors eller fars alkoholforbrug.
Det er måske et lidt naivt håb, men jeg vælger at håbe
alligevel. Det er trods alt december 😊
Kilder: Julen
i misbrugsfamilier - En svær højtid i mange familier. Få hjælp hurtigt

Ingen kommentarer:
Send en kommentar